I 1899 fremstillede Sverige verdens første induktionssmelteudstyr - en induktionsovn. I 1930'erne blev induktionsovne meget brugt til at smelte sorte og ikke-jernholdige metaller. Efter Anden Verdenskrig opstod æraen med strømfrekvensinduktionsovne. På grund af dets evne til at være direkte forbundet til 50Hz eller 60Hz hovedstrømnettet, har strømfrekvensovne oplevet en periode med hurtig udvikling som smelteudstyr i støberiindustrien. Det erstattede gradvist højovn, gasfyr og oliefyr.
Induktionssmeltning opnåede betydelige gennembrud i 1980'erne med udviklingen af statisk variabel frekvens strømforsyningsteknologi. Med introduktionen af tyristorteknologi er induktionsovnes frekvenskonverteringseffektivitet steget fra 60 % -80 % til 97 % -98 %, samtidig med at der er opnået højere driftssikkerhed og opstartshastighed. Sammenlignet med effektfrekvensovnen er effekttætheden af mellemfrekvensovnen omkring tre gange den for effektfrekvensovnen, og der er ikke behov for resterende væske eller effektreduktion under smeltningsprocessen, hvilket kan sikre konstant effektdrift.
I de seneste år har den hurtige udvikling af downstream-industrier som autodele, maskiner, ren energi og rumfart ført til en stigende efterspørgsel efter støbegods, hvilket resulterer i en voksende markedsefterspørgsel efter induktionsovne. Sammenlignet med højovnen har den mellemfrekvente induktionsovn kontrollerbar kemisk sammensætning og temperatur af det smeltede jern og producerer mindre skadelige stoffer som svovlindhold og slaggestøv i det smeltede jern, hvilket gør det mere energieffektivt og miljøvenligt. I øjeblikket har den stort set erstattet højovnen som standard smelteudstyr i støbeværkstedet
