Princippet om induktionsstrømforsyning er hovedsageligt baseret på fænomenet elektromagnetisk induktion, som blev opdaget af den britiske fysiker Faraday i 1831 og foreslog en tilsvarende teoretisk forklaring. Fænomenet elektromagnetisk induktion viser, at når der er et vekslende magnetfelt i området omgivet af kredsløbet, vil en elektromotorisk kraft blive induceret i begge ender af kredsløbet. Hvis den er lukket, vil der blive genereret en induceret strøm. Ved at bruge dette princip kan induktionsstrømforsyningen generere et vekselmagnetisk felt ved at generere en vekselstrøm og derefter bruge det vekselmagnetiske felt til at generere hvirvelstrøm for at opnå opvarmning eller andre energikonverteringseffekter.
Arbejdsprincippet for induktionsstrømforsyning kan opdeles i to hovedmetoder:
Dielektrisk opvarmning: Denne metode bruges normalt til at opvarme ikke-ledende materialer, såsom træ. Den bruger højfrekvent spænding til at generere et vekslende elektrisk felt på det to-polede pladelag. Mediet, der skal opvarmes, er i et vekslende elektrisk felt, og de polære molekyler eller ioner i mediet roterer eller vibrerer med samme frekvens som det elektriske felt, hvorved der dannes varme og opnår en opvarmningseffekt.
Induktionsopvarmning: Denne metode genererer et vekselmagnetisk felt ved at generere en vekselstrøm og bruger derefter det vekslende magnetiske felt til at generere hvirvelstrømme for at opnå opvarmningseffekten. Denne opvarmningsmetode er meget udbredt til opvarmning og forarbejdning af metalmaterialer, såsom svejsning, varmebehandling osv.
Derudover ligner princippet for induktionsstrømforsyningen det for en transformer, som opnår energiomdannelse og transmission ved at generere magnetisk kobling mellem primær- og sekundærsiden. Denne strømforsyning er velegnet til at udvinde energi fra højspændingstransmissions- og distributionsledninger. Dens udgangsspænding og effekt er relateret til faktorer som driftsfrekvens, primærstrøm, sekundære vindinger, kernepermeabilitet, størrelse og belastning.

